Om Den Gule Misundelse

HISTORIE


Øen vi bor på hedder egentlig Bjørnsholm, senere Wilders Plads, og er en del af Christianshavn. Den er oprindeligt opkaldt efter købmanden, skibsrederen og tømmerhandleren Andreas Bjørn, som byggede sin gård i den nordlige ende af Strandgade i nr. 46, hvor den ligger endnu på hjørnet af Bådsmandsstræde. I 1735 fik han kongelig tilladelse til at opfylde pladsen med henblik på anlæggelse af et skibsværft og her byggede han indtil sin død i 1750 i alt 50 skibe, heriblandt orlogsskibet "Kjøbenhavns Slot" med 44 kanoner.


I 1762 købte mægler Carl Wilder hele pladsen som herefter overtog hans navn. Området blev senere delt i tre, nemlig; Wilders Plads, Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads, og disse navne er bevaret den dag i dag. Øen bærer stadig præg af en blanding af beboelse og erhverv, og mange af de gamle bygninger eksisterer endnu, bl.a. sejlmagerhuset fra 1736, Andreas Bjørns værftsbygning fra 1738 og Carl Wilders pakhus fra 1764.


Broen til øen var oprindelig en vindebro af træ og den er siden ombygget flere gange. Den nuværende faste bro blev opført i 1903 og hedder Wilders Bro. I slutningen af 1800-tallet var en del af øen solgt fra til Grønlandske Handelskompagni og en del af Wilders Plads var overgået i familien Barfred-Petersens eje.

B & W havde også etableret sig med en filial af Maskinfabrikken, og den lå netop på de arealer, hvor vores bebyggelse ligger i dag. Der er stadig nogle af de gamle bygninger og haller tilbage herfra. I begyndelsen af 70'erne var det gamle værftsområde på Wilders Plads udtjent og nedslidt og en del af området, ud mod havneløbet, blev købt af Axel Juhl-Jørgensens Dansk Totalentreprise A/S og opfyldt.


Her opførtes i 1975-78 Lejerbos (nu Bo-Vita) andet boligkompleks på Christianshavn, i dag kaldet afdeling 218, "Det hvide snit". (Bo-Vita har også en afdeling på Bodenhoffs Plads, som stod færdig i 1977, og var den første Lejerbobebyggelse på Christianshavn).


I starten af 80'erne forsvandt en række af de gamle B & W værftshaller og kajområdet blev ombygget til lystbådehavn. Samtidig påbegyndtes opførelsen af endnu et Lejerbo beboelsesbyggeri mod Kanalsiden. Dette stod færdigt i efteråret 1985, og er i dag vores bebyggelse, Afdeling 218-1, "Den Gule Misundelse".


Området er således nu en ligelig blanding af beboelse og erhverv, og det er med til at give øen liv og karakter, så man oplever vores gamle ø som et dejligt og spændende sted at bo og alligevel en lille oase midt i storbyen.


Kilde: København Før og Nu.

Bestyrelse

De nuværende medlemmer er valgt på afdelingsmødet d. 30. oktober 2023

FORMAND

Karsten Schultz

MEDLEM

Annette Sandvær Rise

SUPPLEANTER

Dona Jessen

Claus Museth

KASSERER

Muna Adem Holm


MEDLEM

Erik Matzen

MEDLEM

Annie Nielsen

KONTAKT OS